Modsat hvad de fleste gerne vil have, så ser det ud til at stand-alone afspillere for Blu-ray Discs stiger i pris, i stedet for at falde. Hjemmesiden Toms Hardware har taget et kig på prisudviklingen siden HD DVD døde, og den går, set fra et forbrugersynspunkt, den forkerte vej.
Toms Hardware har taget et kig på priserne af Blu-ray Disc-afspillere fra Sony, Samsung og Sharp, og kan konstatere, at hvor gennemsnitsprisen tidligere var på ca. 300 dollars, så er den nu steget til 400 dollars.
Det overrasker forfatteren til artiklen, Mark Raby, at priserne stiger, når de fleste af de afspillere, der er på markedet pt., snart vil blive afløst af modeller med udvidet funktionalitet.
Konklusionen er at det for tiden er det værst tænkelige tidspunkt at købe en BD-afspiller, priserne er steget og de er snart forældede. Det mest sikre køb af en BD-afspiller er derfor stadig en Playstation 3.