I forbindelse med at ATI lancerer sin nye serie af X700 grafikkort, kommer der ikke overraskende også en ny driver 4.10.
Der er to nye ting i disse drivere, der er værd at bide mærke i. Den ene er muligheden for at bruge “geometry instancing”, som bl.a. Far Cry benytter med sidste nye patch. Den anden og nok mere interessante nyhed, er “Catalyst A. I.”.
Både ATI og nVidia optimerer i stadigt større grad deres drivere til specifikke spil. Dette er præcist, hvad Catalyst A.I. gør. Den sørger for, at grafikkortet bliver sat optimalt til det spil, der kører.
Det vigtigste ved denne funktion, hvis man spørger hardware anmeldere, er, at den helt kan slås fra, så der absolut ingen optimeringer bruges. Dette er noget, mange har efterspurgt i forbindelse med test af grafikkort, så man kan være sikker på at lave 1 til 1 sammenligninger mellem forskellige producenter.