Det tyske forbundsregerings kontor for IT-sikkerhed, anbefaler at brugere af internettet skifter væk fra Internet Explorer og benytter en alternativ browser i stedet for.
Begrundelsen er de mange vira der hærger nettet, og som i stort omfang udnytter sikkerhedshuller i Internet Explorer.
Hos norske Opera Software, firmaet bag Opera web-browseren, er man meget begejstret for denne anbefaling, da Opera netop er et oplagt alternativ til Internet Explorer.
Direktør for Opera Software Jon S. von Tetzchner udtaler, at blandt andet på grund af Internet Explorers tætte integration med Windows, er programmet mere disponeret for sikkerhedsfejl.
Microsoft afviser derimod at sikkerheden i deres software er dårligere end software fra andre producenter, og henviser til at der også er mange sikkerhedsfejl i andre browsere.