mboost-dp1

unknown

DVD-Jon kræver erstatning

- Via Seattle Post-Intelligencer - , redigeret af Zero

Jon Lech Johansen blev fornyligt endeligt frikendt, i sagen mod ham der omhandlede frigivelsen af koden til programmet DeCSS. På den baggrund ønsker Jon nu at få en erstatning på 150.000 NKr.

Det er Økokrim der skal gribe dybt i lommen, hvis Jon får medhold i sit erstatningskrav. Økokrim der var anklager i sagen, har på nuværende tidspunkt ikke kommenteret sagen.

Sagen som kørte i godt 4 år, har ifølge Jons advokat, haft betydelige omkostninger for hans klient.

unknown

Verdens mest udbredte virus

- Via News.com.com - , redigeret af Pernicious

Efter 2 dage med MyDoom/Novarg/MiMail virussen, må man konstatere at folk endnu ikke har lært at man ikke ukritisk skal åbne tilføjede filer. Da virussen toppede, var hver 12. e-mail i verden inficeret, til sammenligning var den tidligere rekordholder Sobig.F “kun” oppe på hver 17. e-mail. Hele internettet var så belastet at hjemmesider gennemsnitligt brugte dobbelt så langt tid på at vise en side.

Virussen som der findes udførlige beskrivelser af hos alle antivirusfirmaer, vil imellem den 1. februar til den 12. februar, indlede en DoS angreb mod www.sco.com. SCO har i den forbindelse udlovet en dusør på 250.000 dollars for informationer der fører til arrestation af den eller de personer der har skabt virussen. Det forventes også at Microsoft vil udlove en lignende dusør fra deres dertil oprettede fond.

Sikkerhedseksperter frygter nu den langvarige virkning af virussen, da den bagdør der er en del af virussen kan bruges af andre til nye angreb.

unknown

AMD får mere support til Opteron

- Via News.com.com - , redigeret af Zero

Kilder har overfor News.com, oplyst at HP vil til at lave 1 til 4 vejs servere baseret på AMD’s 64 bit serverprocessor Opteron. Dette er endnu en stor sejr for AMD overfor Intel, da de i forvejen har IBM og Sun Microsytems som kunder. Dermed har AMD nu foden indenfor 3 af de 4 største serverproducenter i verden, kun Dell mangler.

HP har ellers været en af de store fortalere for Intels 64 bit processor Itanium, da de selv har været med til at udvikle denne. Med et dårligt salg af Itanium systemer, mener analytikere at HP ikke har noget andet valg end at være med på Opteron vognen, hvis de vil følge markedet.

AMD og HP har ikke officielt meldt ud omkring aftalen endnu.

unknown

Philips klar med bøjelig skærm

- Via Reuters - , redigeret af Zero

Philips har annonceret at de er klar med en 5″ bøjelig skærm. Skærmen er i første omgang beregnet til at læse elektroniske aviser, bøger og blade med. Skærmen kan også kobles på eksempelvis mobiltelefoner og bruges til e-mail og hjemmesider. Efter brug kan skærmen rulles sammen og gemmes væk.

Philips regner med at have den første større produktionslinie af skærmene klar om et år. De forventer at lave 1 million skærme om året. Skærmen har en opløsning på 320×240 pixels og er endnu kun i sorthvid.

Pressemeddelsen fra Philips kan læses her.

unknown

EDGE teknologi kun hos Sonofon

- Via Computerworld DK - , redigeret af Net_Srak

Sonofon er indtil videre den eneste udbyder herhjemme der har tænkt sig at tage hul på EDGE teknologien, som giver mulighed for dataforbindelser på 200 Kbit/s over mobiltelefonen. Sonofon fik ikke en 3G licens og er derfor langt mere interesserede i EDGE end f.eks. TDC og Telia. EDGE bliver af nogle også kaldet for 2.5G.

Prisen for at dække Danmark med et EDGE netværk er en brøkdel af hvad det koster for 3G. Sonofon regner med at kunne dække hele Danmark for 200 millioner kroner. Analytikere regner med at EDGE kan få en væsentlig udbredelse på trods af 3G, primært fordi at EDGE netværk netop er langt nemmere og billigere at lave og fordi der vil være langt flere EDGE mobiltelefoner end 3G mobiltelefoner på markedet, da EDGE allerede eksisterer i USA.

unknown

TDCs køb af Telmore officielt

- Via TDC - , redigeret af Pernicious

For godt en måned siden kom det frem, at TDC ville opkøbe de resterende aktier i Telmore. TDC købte i midten af 2003 sig ind i Telmore ved køb af 20% af deres aktier.

Nu har TDC så gjort det officielt, de har opkøbt de resterende 80% aktier i Telmore, og bliver dermed ene-ejer af selskabet med ca. 460.000 kunder.

Samtidigt med opkøbet har Frank Rasmussen valgt at forlade selskabet, og Allan Christensen, som tidligere har været direktør for privatkunderne hos TDC, tiltræder som ny direktør i Telmore.

Aktierne er solgt til en pris af 299 millioner kroner.

unknown

Sharman Networks kan nu sagsøge musikindustrien

- Via News.com.com - , redigeret af Net_Srak

I september 2003 kom det frem at Sharman Networks, der står bag programmet KaZaA, ville sagsøge musikindustrien da de mente at de ødelagde deres netværk, ved at fylde det med defekte filer.

Musikbranchen har naturligvis ønsket at Sharmans sagsanlæg blev nedstemt af domstolene, men nu har en dommer i Los Angeles godkendt sagen.

Dermed har Sharman fået grønt lys for at fortsætte, og det har de i sinde at gøre. Ud over at have fyldt deres netværk med defekte filer, sagsøges musikbranchen også for at have misbrugt det til at sende trusler til KaZaA-brugere.

unknown

Mike Rowe sagen afgjort

- Via The Register - , redigeret af Pernicious

Der er nu indgået aftalte mellem Microsoft og Mike Rowe, som tidligere er omtalt her på newz.dk for at have købt mikerowesoft.com.

Der er tilsyndeladende aftalt tavshedspligt mellem Mike Rowe og Microsoft, så Rowe har ikke selv kommenteret sagen og hvad han har fået.

Ifølge The Register skulle han dog have fået en Xbox med tilhørende spil, fri adgang til MS certificerede kurser, medlemskab af MSDN, samt en betalt tur for hele familien, til Research Tech Fest hos Microsoft om et par måneder.

unknown

Bill Gates skal slås til ridder

- Via The Register - , redigeret af Pernicious

Der er mange ting der kan købes for penge, men nu vil England give Bill Gates noget han ikke kan købe, de vil slå ham til ridder.

Når det er sagt, er det nok hans penge der alligevel står for en del af æren, idet han sammen med sin kone har givet milliarder af dollars til velgørenhed via Bill and Melinda Gates Foundation.

Bill, som er meget beæret, bliver også slået til ridder fordi hans virksomhed har haft en stor positiv indflydelse på Englands økonomi. Tidspunktet for ceremonien er ikke fastlagt, men vil ske når begge parter har tid.

unknown

Vægten røg 13 kilo op på en måned

- Via EB - , redigeret af Zero

Hvad sker der hvis man udelukkende lever af hvad McDonalds har på menuen i 30 dage? Det ville den amerikanske filmskaber Morgan Spurlock finde ud, og han brugte sig selv som testdyr.

30 dage og 13 kg tungere, måtte han konstatere at McDonalds ikke er noget man skal spise til hverdag. Det var dog ikke kun i vægt at han kunne mærke forskel, hans kolesterol-tal steg til uanede højder, leveren begyndte at tage skade og sexlysten forsvandt.

Oplevelsen har han filmet og er blevet til dokumentaren “Super Size Me”. Filmen er netop blevet fremvist på Sundance filmfestivalen, hvor den har vundet en pris som bedste dokumentarfilm.