mboost-dp1

Donald J. Trump for President, Inc.

Præsident Trump viser voldelige spil for spilindustrien

- Via Kotaku -

Ved Donald Trumps møde med spilindustrien var voldelige computerspils rolle i forhold til skoleskyderier på dagsordenen. Præsidenten forsøgte at overbevise de fremmødte fra industrien om, at voldelige spil opmuntrer til skoleskyderier.

Det gjorde han ved at fremvise klip fra voldelige spil til repræsentanterne fra spilindustrien.

Klippet ligger på Det Hvide Hus’ YouTube-kanal og kan ses herunder.

Her er der klip fra “Wolfenstein”, “Fallout 4” og ikke mindst en bid af den dengang kontroversielle bane i “Call of Duty: Modern Warfare 2” fra 2009 med navnet “No Russian”.

I “No Russian” skulle man skyde en række civile i en russisk lufthavn for at beholde sit dække som terrorist.

Klippene er tilsyneladende taget direkte fra YouTube, hvilket man kan se på vandmærker fra blandt andet YouTube-kanalen Dat360NoScope.

Til mødet med Trump medvirkede formanden for spilindustrigruppen ESA samt chefer fra Take Two (Grand Theft Auto) og Bethesda (Fallout, Wolfenstein).

Præsidenten var flankeret af en forfatter af  til en bog, som argumenterer for, at spil træner en til mord samt et medlem af Parents Television Council.

Deltagerne blev ikke enige. Den ene side sagde, at spil ikke er problemet, imens den anden side sagde, at voldelige spil er dårlige for børn.

Det Hvide Hus udtaler efterfølgende, at Præsidenten anerkender, at nogle undersøgelser har fundet en sammenhæng mellem vold og computerspil, selv om industrigruppen ESA siger det modsatte.

Amazon

Skræmmer Echo-ejere: Amazon vil fikse Alexas pludselige latter

- Via engadget -

Inde i Amazons Echo smart-højtalere ‘bor’ den kunstige intelligens Alexa, der på det seneste har skræmt en række brugere ved pludseligt og umotiveret at grine. Nu udtaler Amazon, at de arbejder på at fikse problemet.

Ifølge Amazon, er det dog ikke Alexa, der er hjemsøgt, men det er i stedet, fordi højtaleren hører forkert.

Højtaleren tror, den hører “Alexa, laugh”. De vil derfor ændre den kommando til at være “Alexa, can you laugh?”, som Alexa formentlig ikke vil høre forkert.

De ændrer også Alexas svar til: “Sure, I can laugh”, hvorefter hun vil grine i stedet for bare at grine uden videre.

Snapchat

Snapchat planlægger historisk stor fyringsrunde

- Via Cheddar - , indsendt af arne_v

Snap Inc. er angiveligt på vej til at fyre tæt på 10 procent af deres ingeniører – omkring 100 mennesker. Det er den største fyringsrunde i Snapchats historie.

Det sker kort efter, Snapchat fik en upopulær opdatering i februar, hvorefter reality-stjernen Kylie Jenner, med hendes store magt på sociale medier, tilsyneladende fik virksomhedens aktier til at dykke med syv procent.

Dette er tredje fyringsrunde efter Snap Inc. i slutningen af sidste år introducerede et evalueringssystem rettet mod ansatte, hvor at chefer fik at vide, at de vil komme til at træffe svære beslutninger fremover.

Snap Inc. undlod også at betale bonus til ansatte sidste år, da virksomhedens målsætninger ikke blev nået.

Sidste år blev Snap Inc. samtidig børsnoteret, hvilket gav virksomhedens chef Evan Spiegel en aktiepræmie på 637 millioner dollars – et af de højeste udbetalingsbeløb til en chef i nyere tid.

Snap Inc. sænkede deres ansættelses-hastighed med 60 procent sidste kvartal og endte således sidste år med at have 3.069 ansatte.

 

Netsundhedsplejerske.dk

Sundheds-hjemmeside hacket: Kodeord opbevaret som klartekst

- Via Version2 - , indsendt af arne_v

Brevkassen Netsundhedsplejerske.dk er blevet hacket af ukendte gerningsmænd. Brugernes e-mail-adresser og kodeord blev således lækket i februar.

Det er et problem, blandt andet fordi kodeordene blev opbevaret i klartekst.

Det er specielt et problem med ukrypterede kodeord i klartekst, hvis en bruger har det samme password flere steder.

At kodeordene ligger som klartekst betyder også, at sidens administratorer kan se brugernes kodeord. Normalvis løses det problem ved at hashe kodeord, det vil sige køre kodeordet igennem en algoritme, som krypterer kodeordet.

Hjemmesiden fungerer som brevkasse, hvor brugerne kan skrive til sundhedsplejersken Helen Lyng Hansen. Tdligere opgørelser viser, at sitet næsten har 75.000 månedlige brugere.

Heini Hansen, hjemmesidens administrator og Helens mand, siger, at de underettede alle deres brugere, da de fandt ud af, at sitet var blevet hacket og nulstillede alles kodeord.

Det nævnes dog ikke, om de nye kodeord ligger som klartekst, eller hvorfor det var tilfældet med de gamle kodeord. Han vil helst ikke gå for meget i detaljer omkring hjemmesiden, da de frygter flere angreb.

Betalingsdelen af sitet er underlagt en anden tjeneste og skulle ikke være kompromitteret.

Lækket af brugernes kodeord og e-mails blev opdaget, da en bruger brugte Troy Hunts tjeneste “Have I been pwned”, der for nylig blev opdateret til at dække 500 millioner lækkede passwords.

 

flickr - mathei

Washington går imod FCC: Indfører lov om net-neutralitet

- Via Motherboard -

Washington er den første stat som trodser den amerikanske telestyrelse FCC. Staten Washington har nu indført deres egne love, der skal beskytte net-neutralitet.

Guvernør Jay Inslee har skrevet under på en nyligt vedtaget lov, der skal træde i kraft den 6. juni.

Fra den dato vil det ikke være muligt for internet-udbyderne at blokere, sænke hastigheden eller prioritere indhold fra bestemte hjemmesider.

Den amerikanske telestyrelse FCC afskaffede, ved afstemning, ‘net neutrality’-lovgivningen i december. Ifølge FCC må staterne heller ikke lave love, der afløser telestyrelsens egne, hvilket Washington så har gjort alligevel.

Derfor kan FCC altså udfordre Washingtons nye lov i retten. Afhængigt af udfaldet kan det betyde en tilbagetrækning af loven, eller at flere stater kan indføre lignende lovgivning på stats-niveau.

Washington er kun én af mange stater, der har diskuteret at lave love på statsniveau, som genindfører netneutralitet.

Wikimedia

Kinesiske WeChat runder nu 1 milliard brugere

- Via Financial Times -

Kinas pendant til Facebook, WeChat, er nu oppe på én milliard brugere.

Selv om det er et imponerende tal for en tjeneste, som hovedsageligt bliver brugt i Kina, er der dog stadig et godt stykke op til Facebook, som i sidste kvartal af 2017 kunne prale med 2,13 milliarder aktive brugere.

WeChat er ejet af den mest værdifulde kinesiske virksomhed, Tencent, og chefen for virksomheden, Pony Ma, annoncerede selv det imponerende tal.

At Pony Ma siger, de har en milliard ‘brugere’, er dog en sandhed med modifikationer, da en virksomheds-repræsentant senere måtte påpege, at der menes en milliard brugerkontoer.

En undersøgelse anslog, at WeChat sidste år havde 494,3 millioner individuelle brugere. De en milliard brugere tæller altså brugere, der eksempelvis har separat personlig og arbejdsbruger, hvilket er normalt i Kina, da WeChat nærmest har overtaget e-mails funktion.

Foruden e-mails bruges WeChat til en række forskellige ting så som internet-handel, mobilbetaling, togbooking og blogs.

En WeChat-fokuseret konsulent vurderer, at en stor del af de nye brugere kommer uden for Kina i Sydøst-asien, Europa og USA.

Det kan både ske i form af kinesiske emigranter, der holder kontakt med deres familie gennem WeChat, eller forretningsfolk, der handler med kinesere.

Metro-Goldwyn-Mayer

Regeringen vil haste-gennemføre AI-overvågning af børnefamilier

- Via Politiken -

En idé fra Gladsaxe Kommune om overvågning af børnefamilier med AI og et pointsystem ville normalt skulle testes igennem og evalueres, før det udrulles i andre kommuner, men regeringen ønsker idéen indført uden forsøg.

Det skal altså være tilladt i alle kommuner at opspore udsatte børn ved at sammenkøre data fra forskellige myndigheder og lade en kunstig intelligens danne digitale profiler over forældre.

Det var ellers meningen, at man med forsøg og evaluering skulle blive klogere på de forskellige idéer fra de såkaldte frikommuner rundt omkring i landet.

Efter den kommende databeskyttelseslov kræver det kun én ministers tilladelse for, at en myndighed kan sammenkøre data fra andre myndigheder.

Derfor kan Børne- og Socialminister Mai Mercado alene gøre overvågningen af børnefamilier til virkelighed.

Mercado kalder det dog ikke overvågning og siger, at man ikke har noget ønske om at overvåge alle landets børnefamilier – man henter ikke nye oplysninger, men deler dem, man allerede har.

På grund af kritik af idéen og af den kommende datalov vil Mercado også invitere Folketingets medlemmer til drøftelse, før hun udsteder en bekendtgørelse.

Hanne-Marie Motzfeldt, der er lektor i persondataret og forvaltningsret ved Aarhus Universitet, kritiserer forslaget og siger, at Mercado kun er én af mange ministre, der i databeskyttelseslovens levetid vil blive fristet til at anvende kunstig intelligens til at profilere borgerne ud fra milliarder af offentlig data.

Energizer

Energizer laver smartphone med kæmpebatteri

- Via TechRadar -

Batterifirmaet Energizer har lavet en smartphone med et batteri på 16.000 mAh.

For at sætte det i perspektiv har den nyligt annoncerede Samsung Galaxy S9 Plus et batteri på 3.500 mAh, imens en iPhone X klarer sig med 2.716 mAh.

Energizer Power Max P16K Pro er navnet på telefonen, der formentlig ville kunne holde flere dage for de fleste brugere – eller mystisk nok to-tre dage med normalt brug ifølge Energizer selv, til trods for at batteriet er næsten seks gange større end i en iPhone X.

Med det store batteri kommer også en stor telefon, da Energizers kommende telefon er 15 mm tyk, hvilket er næsten dobbelt så tyk som Samsung Galaxy S9’s 8,5 mm. Den vejer 350 gram.

Dette er dog en prototype af telefonen, og det endelige produkt kan være tyndere og lettere.

Den har dobbelt kamera på begge sider af telefonen med et 16 og et 13 megapixel kamera på bagsiden. Dertil har den 6GB RAM, 128GB lager og en quadcore Media Helio P23-processor.

Telefonen understøtter hurtig opladning, og det tager således 90 minutter at oplade det store batteri.

Energizers Power Max P16K Pro udkommer til september med en pris på 600 euro.

Acer

Acer laver ‘smart’-bedekranse til buddhister

- Via The Verge -

Acer er på vej med en ‘smart’-bedrekrans målrettet buddhister, så de kan tælle deres mantraer.

Det taiwanesiske firma kommer netop fra et land, hvor en tredjedel af landets borgere er buddhister, som nu få smart hjælp fra Acer.

Der er tale om en ‘smart’-udgave af en såkaldt Mala, der er en perlekæde, som buddhister bruger til at holde styr på antal mantraer, når de beder.

Acers bedekrans har også mulighed for fremtidige opdateringer, så den eksempelvis kan bruges til elektronisk betaling.

‘Smart’-bedekransen vil indtil videre kun være mulig at købe i Acers hjemland, Taiwan, hvor den får en pris svarende til omkring 800 kr., når den kommer senere i marts.

Casascius

Største tyveri i Island: 600 bitcoin-computere stjålet

- Via AP - , indsendt af arne_v

Omkring 600 computere, der blev brugt til at ‘mine’ bitcoins, er blevet stjålet fra datacentre i Reykjavik. Politiet kalder serien af fire tyverier for Islands største af slagsen.

De islandske medier har døbt sagen “The Big Bitcoin Heist”, hvor 11 mennesker indtil videre er arresteret og to er varetægtsfængslet. En af de arresterede var en sikkerhedsvagt.

Computerne er stadig ikke fundet og er tæt på to millioner dollars værd i sig selv, men kan derudover genere store summer penge, der ikke kan spores, via bitcoin-mining.

Tre ud af de fire tyverier fandt sted i december og det sidste i januar, men politiet har ikke offentliggjort noget før nu i håb om at fange tyvene.

Politiet er i øjeblikket angiveligt i færd med at lede efter computerne ved at lede efter steder med usædvanligt højt elforbrug, da det kræver meget strøm at mine kryptovaluta.