mboost-dp1

Samsung

Techradar: Her er de 10 bedste smartphones i 2017

- Via TechRadar -

Techradar anmelder alskens teknologi og laver desuden diverse købeguides til forbrugere. De har samlet årets bedste smartphones – og ifølge Techradar må man sige, at Samsung har gjort det godt i år med deres smartphones.

Listen over Techradars bedste smartphones i år 2017 er som følger:

  • 1. Samsung Galaxy S8
  • 2. Samsung Galaxy S8 Plus
  • 3. Google Pixel 2
  • 4. iPhone X
  • 5. Huawei Mate 10 Pro
  • 6. Samsung Galaxy Note 8
  • 7. LG V30
  • 8. LG G6
  • 9. iPhone 8 Plus
  • 10. OnePlus 5T

 

Nedenfor kan du se begrundelser for de fem bedste.

Google

Google AI kan vurdere kvaliteten af billeder

- Via engadget -

Google har lige afsløret deres arbejde med et såkaldt Neural Image Assessment (NIMA) system, der er i stand til at vurdere billeder æstetisk.

Diverse fotoapps kan allerede identificere objekter i et billede, men Googles kunstige intelligens er den første, som kan vurdere, om billederne er gode.

Sådan en AI kan have mange fordele ifølge Google. Den vil kunne hjælpe dig med at sortere og finde dine bedste billeder. Desuden kan værktøjer til automatisk redigering forbedres.

Systemet bliver fodret med en masse data, f.eks. histogrammer fra fotokonkurrencer og ud fra disse kan det vurdere billederne både teknisk og æstetisk.

Den kunstige intelligens skulle på samme måde også kunne lære, hvad en bestemt bruger kan lide i billeder.

Resultatet er en kunstig intelligens, der ikke kun kan vurdere, om et billede er flot eller ej, men også på hvilket parameter, det er flot.

Dens vurdering skulle være ret tæt på dem fra professionelle, menneskelige dommere.

 

 

Acer

PCmag: Her er de 10 bedste laptops i 2017

- Via PCmag -

Det britiske magasin PCmag anmelder året rundt en masse forskellige gadgets – heriblandt laptops. Nu har de lavet en liste med ti af de bedste.

På deres liste har de prøvet at ramme en bred vifte af funktionalitet, design og pris, så der findes både store, dyre gamer-laptops og billigere, enklere Chromebooks.

De ti udvalgte laptops fra året, der gik, i vilkårlig rækkefølge er:

– Acer Swift 1

– Asus Chromebook Flip (C302Ca-DHM4)

– Dell XPS 13 (9369)

– HP Spectre x360 13 (2017)

– Lenovo Thinkpad T470

– Razer Blade Stealth

– Acer Aspire E 15 (E5-575-33BM)

– Alienware 17 R4 (2017)

– Apple Macbook Pro 13-tommer (2017)

– Dell Inspiror 13 7000 (7378)

Magic Leap

Magic Leap annoncerer første version af mixed-reality headset

- Via Rolling Stone -

Firmaet Magic Leap har længe været lidt af et mysterium. De kom i søgelyset i 2014, da en række firmaer, inklusiv Google, skød en masse penge i deres mixed-reality-projekt. Virksomheden har således formået at indsamle 1,9 milliarder dollars fra investorer.

De har før haft konceptvideoer af teknologien, som blander VR og AR. Men nu har de noget mere konkret, da de har annonceret den første version af deres headset, som faktisk kan købes, nemlig Magic Leap One: Creator Edition.

Denne første udgave er således mest tiltænkt indholdsskabere.

Headsettet bruger en lille computer i lommestørrelse med navnet Lightpack, der sender lyssignaler op til brillerne, der kan indsætte livagtige, reaktive robotter, personer og andre objekter ind i dit synsfelt.

Rolling Stone, som har fået teknologien demonstreret, fortæller, at man næsten ikke kan se forskel på nogle af de figurer, der indsættes, og virkeligheden. En kvinde-skikkelse kunne f.eks. reagere på et menneske og holde øjenkontakt med vedkommende.

Magic Leap One er teknisk set den niende version af hardwaren, da teknologien er blevet finpudset, siden firmaet Magic Leap blev grundlagt i 2011.

Den er dog ikke muligt at forudbestille endnu, og prisen er også ukendt, men den udkommer i 2018, og det er nu muligt at skrive sig op, så man får at vide, når den kan bestilles.

 

SXC - gusmolina

Top 10: “123456” er igen årets værste password

- Via TechSpot -

Password-manageren SplashData samler hvert år en top 10 over de værste passwords, de støder på. Altså dem, der oftest bliver hacket, og det er dermed også nogle passwords, som ofte bliver brugt.

Første- og andenpladsen er blevet taget af de samme to passwords hvert år, siden SplashData begyndte at lave deres top 10 i 2011.

Nemlig “password” på andenpladsen og “123456” på førstepladsen. Andre passwords som “login” og “passw0rd” med et nul i stedet for o er også forblevet populære gennem årene.

Top 10-listen, inklusiv hvor meget diverse passwords er rykket op og ned siden sidste års top 10, er som følger:

1. 123456 (uændret)
2. password (uændret)
3. 12345678 (én op)
4. qwerty (to op)
5. 12345 (to ned)
6. 123456789 (ny)
7. letmein (ny)
8. 1234567 (uændret)
9. football (fire ned)
10. iloveyou (ny)

 

Pixabay

Dansk ekspert afviser: Video beviser ikke UFO-teori

- Via TV 2 Nyhederne -

Efter afsløringen om, at det amerikanske forsvar i fem år har finansieret et UFO-projekt for 20 millioner dollars årligt, udgav den daværende leder af projektet en video fra 2004 af nogle jagerpiloter, der jagter et uidentificeret flyvende objekt.

Nu afviser formanden for Skandinavisk UFO Information (SUFOI), Kim Møller Hansen, at videoen, som kan ses nedenfor, skulle bevise noget som helst.

Formanden fortæller, at selv om det ikke ligner noget, som vi har set i Danmark, så er der set tilsvarende beviser fra udlandet. I mange tilfælde viser det sig ved nærmere analyse, at der enten er tale om store balloner eller om jetfly på meget stor afstand.

Danmark har ikke noget lignende program vedrørende UFO’er, men Kim Møller Hansen fortæller, at SUFOI har god kontakt til Forsvaret. De sender henvendelser omkring mystiske fænomener videre til SUFOI, og når man opdager noget mystisk, så kan de tjekke med Forsvaret, om de har haft flyveøvelser.

Formanden tror ikke selv på, at vi får besøg udefra, men tror, at mange mennesker har UFO-oplevelser, som er værd at undersøge.

Apple Inc.

Apple: iPhones med ældre batterier gøres langsommere

- Via The Verge - , indsendt af Slettet bruger

Der har været mange rygter om, at Apple med vilje igennem opdateringer gør gamle iPhones langsommere, så folk køber de nye modeller. Nu er der beviser for, at iPhone 6/6s, iPhone SE og iPhone 7/7s, hvor batterierne er slidte, gøres langsommere igennem opdateringer, hvilket Apple ikke har sagt noget om.

Apple fortæller, efter at beviserne kom frem, at de gør det for at forlænge levetiden på telefonerne.

Lithium-ion-batterier kan ikke levere nok strøm, når det er meget koldt, de har for lav en ladning eller er for gamle, hvilket kan resultere i, at telefonen pludselig lukker ned. Det forhindrer man ved at sænke hastigheden på cpu’en.

iOS 10.2.1 blev netop lanceret for at forhindre tilfældige shutdowns på iPhone 6/6s, og denne funktion er så blevet videreført med iOS 11.2.0 til iPhone 7/7s.

Apple har bare ikke fortalt kunderne, hvordan de forhindrede de tilfældige shutdowns før nu.

Et Reddit-opslag fik, før Apple udtalte sig, Geekbench-udvikler John Poole til at undersøge sagen. Han kom netop frem til, at hvis han udskiftede batteriet på en ældre iPhone, kørte cpu’en også hurtigere.

Han kritiserer Apple for ikke at være mere transparente, da opdateringen ellers vil få folk til at tro, at de skal skifte telefonen ud og ikke bare batteriet.

newz.dk

Efter svævende Tic Tac: UFO-chef kontaktede jagerpilot

- Via Washington Post -

Det kom for nylig frem, at Pentagon har haft et hemmeligt UFO-projekt kørende mellem 2007 og 2012, ledet af Luis Elizondo. Samtidig er en jagerpilot ved navn David Fravor trådt frem. Han fortæller, at han så en UFO tilbage i 2004, som han bestemt ikke mente kom fra Jorden og beskriver den som en Tic Tac-pastil, 12 meter lang og med vinger.

UFO-chefen Elizondo kontaktede piloten nogle år efter som en del af projektet ved navn Advanced Aerospace Threat Identification.

Efter det hemmelige projekt blev afsløret var Elizondo med til at udgive tre UFO-videoer.

Én af videoerne viser den Tic Tac-lignende UFO, som piloten David Fravor så. Han fløj selv tilbage til lufthangarskibet USS Nimitz, men andre piloter jagtede det flyvende objekt og skød videoen, som kan ses herunder.

Luis Elizondo fortæller, at selv om David Fravor har åbnet op for latterliggørelse af ham selv ved at træde frem, så er det vigtigt, at sagen bliver undersøgt nærmere end den gjorde i 2004, og at det er et emne, man bør tage seriøst.

David Fravor fortæller, at han ikke ser sig selv som skør. Han var ikke fuld, tager ingen stoffer og havde fået en god nats søvn.

Bitcoin.com

Bitcoin-børs går konkurs efter hacker-angreb

- Via Finans - , indsendt af arne_v

En sydkoreansk bitcoin-børs ved navn Youbit er gået konkurs efter to hackerangreb.

I første omgang alene slap hackerne af sted med bitcoins til en værdi af 454 mio kr. Eksperter mener, at det er nordkoreanske hackere, som står bag.

Investorer, der har bitcoins til gode på Youbit, vil få udbetalt en tredjedel af værdien på deres bitcoins.

Sydkoreas bitcoin-børser står for næsten 25 procent af al handel med bitcoins. Bithumb, der står for ca. 75 procent af Sydkoreas bitcoin-handler, blev også hacket tilbage i juni.

Den sydkoreanske efterretningstjeneste mener, at det er den nordkoreanske hackergruppe Lazarus, der står bag de mange angreb på bitcoin-børserne. Lazarus, som også hackede Sony Pictures i 2014, arbejder ifølge efterretningstjenesten for Nordkoreas regime.

Bitcoins er mål for hacking, da de er let omsættelige. Samtidig er Nordkorea økonomisk presset af de mange sanktioner imod landet.

Facebook

Facebook gør nu opmærksom på andres billeder af dig

- Via Version2 -

Hvis du tillader, at Facebook registrerer dit ansigt, så vil de fremover advare dig, hvis andre uploader billeder af dig og ikke tagger dig i det.

Det er et tilbud af hensyn til privatlivet, men de regner med, at mange vil sige ja til sådan en service.

Siden 2010 har Facebook anvendt ansigtsgenkendelse til at komme med forslag til, hvem der er på et billede, så man kan tagge dem.

De vil samtidig tilbyde en on/off knap, så man selv kan til- og fravælge servicen.

Tilføjelsen er foreløbigt ikke tilgængelig i Europa.