I dag er det gældende for de fleste bilproducenter, at de har outsourcet udviklingen af deres multimediedel. På dette marked vil Nokia nu have en bid af kagen ved at gøre mobiltelefonen mere essentiel ved kørsel.
Konceptet kalder de “Terminal Mode”, og det indeholder blandt andet en forholdsvis stor touch-skærm, der skal kombineres med en Nokia-telefon – deraf navnet terminal.
Nokia har allerede fået aftaler op at stå med blandt andet Harman Becker, som i forvejen står for multimediedelen hos over 30 anerkendte bilproducenter, heriblandt bl.a. Audi, BMW, Fiat, Opel Volvo og Peugeot.
Nokias koncept kommer til at indeholde en række programmer, der allerede er i brug på Nokias telefoner. Blandt de mere interessante for bilejere er Ovi Maps, der er et gratis, komplet navigationssystem. Af andre funktioner kan nævnes muligheden for at afspille musik over bilens højtalere og muligheden for at surfe nettet ved hjælp af telefonens forbindelse.
Ved at følge linket kan du se billeder af den nye “Terminal Mode”. Nokia forsikrer dog om, at konceptet vil komme i hver sin stil til de forskellige biler.