Flere og flere mennesker har en profil på en social netværkstjeneste, og mange skriver statusopdateringer om hvad de laver. Ofte skriver folk hvor de er henne og det er en rigtig dårlig idé.
Årsagen er, at de mange informationer om hvor man befinder sig, måske nok kan virke som en smart detalje, kan misbruges til f.eks. at se hvornår en person ikke er hjemme.
Det har de tre gutter Barry Borsboom, Frank Groeneveld og Boy van Amstel valgt at sætte fokus på, ved at oprette hjemmesiden pleaserobme.com, hvor de indsamler lokationsoplysninger fra Twitter og angive hvem, der ikke er hjemme.
Listen på siden opdateres løbende med op over hundrede nye “ofre” i minuttet og det er tilmed kun informationer fra de, der benytter Foursquare-tjenesten, der gør det nemt at indberette hvor man er til sin Twitter-profil.
Med hjemmesiden håber de tre skabere, at folk bliver mere opmærksomme på, at det kan få negative konsekvenser konstant at oplyse hvor man befinder sig.