mboost-dp1

Micropayments A/S

Slut med mikrobetaling for Frank Rasmussen

- Via Comon -

Frank Rasmussen, der stod bag både Telmore og BiBoB, kastede sig sidste år ud i et nyt forretningsområde; mikrobetalinger, med firmaet Micropayments. Nu forlyder det ifølge Comon, at betalingstjenesten er sat til salg.

Der er allerede fundet en køber, men handlen mangler at blive afsluttet, det vil dog betyde, at Micropayments som tjeneste vil lukke den 1. april. Den nye ejer forventes senere at lancere tjenesten under et nyt navn.

Årsagen til beslutningen ligger i et nyt fokus, hvor Rasmussen med MVNO Systems, som Micropayments hører under, vil satse på telebranchen, der altid har været et kerneområde for den driftige iværksætter.

Frank Rasmussen til ComON skrev:
Vi synes stadig, at det er et hamrende interessant produkt. Men vi er i gang med en proces, hvor vi vil fokusere på vores ”core business”, og det har den konsekvens, at man bliver nødt til at vælge noget fra.

Microsoft Corporation

Ingen Windows Phone 7 opgraderinger

- Via Apcmag - , redigeret af Emil

Til trods for en tidligere udmelding, hvor det blev antydet, at mobiltelefonproducenterne selv kunne bestemme, om de vil tilbyde en opgradering til Windows Phone 7, så bliver den mulighed nu skudt ned.

Det er den ansvarlige for Microsofts asiatiske afdeling for mobilkommunikation, Natasha Kwan, der kommer med den nye udmelding. Årsagen er ganske simpelt, at ingen af de nuværende telefoner på markedet lever op til Microsofts hardwarekrav.

Specifikt nævner Kwan HTC’s Touch HD2, der godt nok både har 1 GHz CPU, stor berøringsfølsom skærm, kamera og 3,5 mm jackstik, men ikke lever op til antallet af knapper.

Ifølge specifikationerne skal en Windows Phone 7 mobiltelefon have tre knapper, hverken mere eller mindre, HD2 har fem knapper, hvorfor den ikke kan benyttes.

De endelige minimumsspecifikationer for hardwaren til en Windows Phone 7-telefon forventes at blive annonceret til udviklerkonferencen MIX.

World Economic Forum

Rupert Murdoch overvejer at sagsøge Google

- Via CNET News -

Den magtfulde mediemogul Rupert Murdoch, der har firmaet News Corporation, som ejer bl.a. Wall Street Journal, New York Post og The Times, overvejer ifølge journalist Gabriel Sherman fra New York magazine at sagsøge Google.

Murdoch har tidligere udtalt, at han ikke bryder sig om Google og i særdeleshed deres nyhedstjeneste Google News, som han mener, nasser på News Corps. arbejde. Stopper Google ikke med at indeksere nyheder fra Murdochs medier, så agter han angiveligt at sagsøge dem.

Netop det faktum, at Google tjener penge på deres nyheder, og de ikke får andel af indtjeningen, førte i slutningen af november til, at Microsoft angiveligt tilbød at betale for eksklusiv ret til nyhederne.

Forhandlinger mellem Microsoft og News Corp. skulle have fundet sted, men endnu har det ikke resulteret i nogen aftale.

Google har ikke kommenteret artiklen i New York magazine, men har tidligere udtalt, at hvis man lader sig fjerne fra Googles netværk, så skal man forvente et markant fald i trafik og dermed omsætning.

SXC - clix

Nyt fælles dansk fiberselskab en realitet

- Via Computerworld DK - , redigeret af Net_Srak

15 af landets elselskaber valgte i november sidste år at gå sammen i en ny virksomhed, der skal tage kampen op med TDC. Det nye firma, der indtil videre hedder Company X, har fået en start-aktiekapital på 250 millioner kroner.

Det blev dengang oplyst, at det nye firma ville starte i begyndelsen af 2010, og efter at juraen bag nu er faldet på plads, er selskabet blevet en realitet.

Aftalen indebærer en fusion mellem de to virksomheder Smile Content og Profiber, der under fælles navn skal tilbyde fibertjenester i elselskabernes netværk.

Det betyder, at tredjepartleverandører ikke længere tillades, og der bliver derfor sagt farvel til Com X og Dansk Bredbånd, der har været leverandør hos en række selskaber.

Kim Frimer, talsmand for fiberalliancen til Computerworld skrev:
Vi gør som YouSee, Stofa og andre. Vi vil levere den fjernsyns- og video-on-demand-tjenester i vores net, ligesom de gør i deres net, og det vil sige, at vi ikke kan have fem til seks andre, der kan levere de samme programtjenester.

Der afholdes stiftende generalforsamling i den nye virksomhed i næste uge, hvor der skal vælges en bestyrelse.

Flickr - orangejack

Skrappere ophavsretlove i Frankrig hjælper ikke

- Via Times Online - , redigeret af Net_Srak

I Europa er Frankrig kendte for at være meget fremme i skoene, når film- og musikindustrien skal have hjælp til at beskytte deres rettigheder.

De mange stramninger, der er sket, og de, som er på vej i form af LOPPSI 2, ser dog ikke ud til at virke særlig godt. En ny undersøgelse viser således, at mængden af ulovlig software er på 42 % i Frankrig mod f.eks. 26 % og 27 % i henholdsvis Storbritannien og Tyskland.

Ifølge den franske internetvirksomhed CeriseClub er det en udbredt beskæftigelse blandt franskmænd at piratkopiere i stor stil, ikke mindst fordi der netop er så stramme regler.

CeriseClub skrev:
The French take a sly pleasure in getting round all the systems put in place, and it’s very difficult to persuade them to do otherwise.

I nogle områder af Frankrig er mængden af ulovlig kopiering oppe og nærme sig 50 %, hvilket typisk er i områder, der er økonomisk svage.

Lenovo

Glemt adgangskode betyder nyt bundkort

- Via The Register Hardware - , redigeret af Net_Srak

Har man en ThinkPad fra Lenovo og benytter den indbyggede funktion til at beskytte adgangen til computeren med en adgangskode, så er det en god idé ikke at glemme den. Gør man det alligevel, koster det et nyt bundkort for egen regning, udskiftet på et autoriseret værksted.

Lenovo tilbyder at kunne nulstille opstarts-adgangskoden, men ikke den såkaldte supervisor-adgangskode. Under brugsbetingelserne for en ThinkPad står der således direkte, at den skal sendes ind til Lenovo for at få udskiftet bundkortet.

Dette bliver gjort på kundens regning, uanset om der er garanti på eller ej, hvilket kan koste over 2.200 kroner. Ikke overraskende har det ført til flere alternative måder at nulstille adgangskoden på samt en del kritik af Lenovo.

Shaun, Lenovo kunde skrev:
Mr Criminal on the other hand can break the security in under 30 minutes. Kind of ironic that Lenovo can offer no real support to legitimate customers, but the bloke at the car boot sale can.

Folketinget

Regeringen skal forklare ACTA-hemmelighedskræmmeri

- Via Comon - , redigeret af Emil

I sidste uge kom det frem, at Danmark er blandt de eneste lande i Europa, der er modstandere af mere gennemsigtighed i forhandlingerne om den kommende handelsaftale ACTA (Anti-Counterfeiting Trade Agreement).

It-ordføre fra Enhedslisten, Per Clausen, vil nu, ifølge Comon, have en forklaring fra regeringen på, hvorfor man vil hemmeligholde forhandlingerne.

Det er flere gange blevet påpeget, at forhandlingerne kan ende med store ændringer inden for flere områder, heriblandt, især for newz.dk’s læsere interessant, inden for it- og teleindustrien.

Teleindustrien har således udtrykt stor interesse for, hvad ACTA kommer til at omfatte, da tidligere lækkede dokumenter antyder, at de kan blive gjort ansvarlig for deres kunders handlinger.

Advokat for Telia, og formand for Teleindustriens ISP ansvarsgruppe, Lasse Andersen, går så langt som at tale om, at aftalen kan betyde store ændringer for internettet.

Lasse Andersen til ComON skrev:
Hvis vi bliver straffet for vores kunders adfærd, så vil det ændre den måde nettet fungerer på. Vi vil bliver nødt til at overvåge, kontrollere og sanktionere kunderne. Rent samfundsmæssigt vil det betyde et helt andet internet, hvor man aldrig kan være sikker på, om man bliver overvåget og kontrolleret, og hvor bevægelsesfriheden på nettet bliver sanktioneret. Det er bestemt ikke noget, vi er interesseret i.

Microsoft Corporation

Microsofts browservalg ikke helt tilfældigt

- Via RobWeir.com - , redigeret af Emil

Microsoft lancerer i disse dage deres meget omtalte mulighed for at vælge browser i Windows, hvor man kan vælge mellem flere forskellige af konkurrenternes browsere, samt Internet Explorer.

For ikke at favorisere nogen præsenteres valgmulighederne i tilfældig rækkefølge, eller i det er i hvert tilfælde meningen, men en undersøgelse viser, at det ikke helt holder vand.

Ifølge den slovakiske hjemmeside dsl.sk optræder nogle browsere på bestemte positioner flere gange end andre. Det har programmør og blogger Rob Weir valgt at kigge nærmere på, og han har fundet ud af, at der er en fejl i Microsofts algoritme.

Ved at hente javascriptet, der bestemmer rækkefølgen, kunne Weir bekræfte, at det ikke var så tilfældigt, men også at det gav forskellige resultater, afhængig af hvilken browser det blev afviklet i.

Ifølge Weir er der dog ikke tale om en bevidst handling, men mere om en begynderfejl ved valget af algoritme. Ved en test med en bedre algoritme opnår Weir en helt tilfældig rækkefølge hver gang. Følg linket til kilden for at læse en mere detaljeret forklaring på problemet.

LG Display

LG’s 15″ OLED-tv kan snart købes i Europa

- Via Akihabara news - , redigeret af Avenger-

Synes man, at Sonys OLED-tv, XEL-1, er for lille med sin 11″ skærm, kan man snart købe LG Displays bud på et OLED-tv, der er på 15″, her i Europa.

LG bliver dermed den anden virksomhed, der bringer et OLED-tv på markedet i Europa, hvor Østrig vil være det første land, det bliver solgt i.

Ligesom for Sonys XEL-1 skal man være meget glad for ny teknologi, da det koster 1.999 euro, eller godt 15.000 kroner, at anskaffe sig det lille fjernsyn.

For pengene får man et fjernsyn, der kan klare en opløsning på 1366 x 768 pixels, har en kontrast på hele 10.000.000:1 og en reaktionstid på 0,001 ms for opdatering af billedet.

Fjernsynet, med navnet 15EL9500 vil komme i de østrigske butikker til maj.

sxc.hu - simonok

Angreb mod Google ramte flere end først antaget

- Via The Register -

I januar blev Google angrebet af en stadig hemmelig gruppe af it-kriminelle, der lykkedes at kompromittere en række Gmail-konti. Angrebet var dog ikke kun møntet på Google, og det blev anslået, at yderligere 33 virksomheder blev ramt.

Det tal er ifølge sikkerhedsfirmaet iSec sat for lavt, og det reelle tal er nærmere 100 virksomheder. Det er kommet frem, efter en mere detaljere gennemgang af selve angrebet.

Det viser sig også, at angrebene har været meget specifikke, idet programmerne (malwaren), der er sneget ind på virksomhedernes systemer, har været skræddersyede. Angriberne har over en længere periode undersøgt, hvilken software, der har været installeret i virksomhederne, for at finde sårbarheder.

Ud over at finde sårbarheder har de også haft fokus på, hvilken antivirussoftware, der har været i brug, så malwaren kunne laves således, at det ikke blev opdaget.

Ifølge iSec er det et helt nyt niveau af angreb, der gør virksomheder meget sårbare og vil kræve nytænkning og nye procedurer for at modkæmpe.